Velkommen til det andet nyhedsbrev med orientering om processen for Energipark Give.
I denne udgave kan du blandt andet læse om borgermødet 25. august og den kommende forhøring om lokalplan og miljøvurdering.
Vi fortæller også om de kommende informationsmøder for lokale foreninger og om kaffemøderne, hvor vi sammen ser på mulighederne for at udvikle Give, Thyregod og de omkringliggende områder.
Vi inviterer til borgermøde om Energipark Give tirsdag 25. august 2026 kl. 18.30-21.00 i Center Thyregod, Søndergade 27 E, 7323 Give.
På mødet fortæller Eurowind Energy om Energipark Give med afsæt i deres ansøgning til Vejle Kommune. Vejle Kommune fortæller om forhøring til lokalplan. Hvad den handler om, og hvordan du får dine input til lokalplan og miljøvurdering med. Der bliver også mulighed for at stille spørgsmål og tale med repræsentanter fra Vejle Kommune og Eurowind Energy.
Tilmelding er nødvendig. Se programmet på hjemmesiden.
26. august starter forhøringen om lokalplan 1457 og miljøvurdering. Fra denne dato kan du læse materialet til forhøringen og sende dine bemærkninger til Vejle Kommune. Til og med 23. september har du mulighed for at skrive til Vejle Kommune.
Du finder forhøringen, materialet og information om, hvordan du sender dine bemærkninger, på hjemmesiden under "se lokalplaner og kommuneplaner" fra 26. august.
Er du med i en lokal forening i Give, Thyregod eller omegn? Så er du inviteret til informationsmøde 1. september 2026 kl. 19.00, Huset i Give
Vi holder møder med de lokale foreninger i Give, Thyregod og omegn om Energipark Give, så I løbende kan holde jer opdateret og få mulighed for at stille spørgsmål omkring det, der optager jer.
Vi fortsætter med møderne for lokale foreninger hvert kvartal gennem hele processen.
22. september starter vi møderækken af kaffemøder for jer, der bor i Give, Thyregod og de omkringliggende områder.
Kaffemøderne er en mulighed for at tale om, hvad der kan gøre en forskel for lokalområdet - både med og uden Energipark Give. Det kan for eksempel handle om, hvordan man kan tiltrække nye borgere og styrke fællesskaberne.
På mødet sætter vi jeres idéer og perspektiver for udvikling af lokalsamfundet i centrum.
På kaffemøderne vil vi gerne sikre trygge rammer og give plads til alle. Derfor holder vi møderne for 50 deltagere ad gangen i lokalområderne. Er et møde overtegnet opretter vi flere møder.
Arbejdet med Energipark Give følger en politisk vedtaget proces, der består af tre spor, som hænger tæt sammen.
1. Lokalplanssporet Det er den formelle og lovpligtige del af processen, hvor der blandt andet arbejdes med lokalplanen for Energipark Give.
2. Udvikling af lokalområdet Vejle Kommune ønsker at understøtte en positiv udvikling af byer og områder nær Energipark Give. Her kan borgere komme med idéer til, hvordan lokalområdet kan udvikle sig.
3. Informationssporet Her er fokus på at sikre, at borgerne løbende får information om processen og de forskellige aktiviteter.
På vores hjemmeside kan du se modellen og læse mere om de tre spor.